Flushing volumes: Den komplette indstillingsguide

Hvert farveskift på en AMS- eller multi-materiale-printer purger en klat smeltet filament for at rense den gamle farve ud af smeltezonen — den klat er flushing-mængden, og det er her, det meste multi-farve-spild kommer fra. Sæt den pr. par i stedet for at acceptere ét samlet tal, og du kan skære bunken af purge-affald drastisk ned uden nogensinde at se en rød stribe i dine hvide dele.

Hvad flushing volumes egentlig er

Når printeren skifter fra filament A til filament B, er nozzlen og smeltezonen stadig fulde af A. Sliceren beordrer en purge — målt i kubikmillimeter (mm³) filament — for at skubbe det gamle materiale ud, før B begynder at printe noget synligt. Flushing-mængden (du vil også se den kaldt purge volume) er ganske enkelt størrelsen på den purge.

Det afgørende er, at det ikke er ét tal. Både Bambu Studio og OrcaSlicer gemmer en matrix af værdier, én for hvert fra-farve → til-farve-par. At skifte fra hvid til sort kræver næsten intet — et spor af hvid inde i sort er usynligt. At skifte fra sort til hvid kræver meget, fordi selv en anelse sort pigment toner hvid grå. Oven på matrixen sidder en enkelt multiplikator, der skalerer alle celler på én gang, hvilket gør den til det hurtigste håndtag, når et helt print ser en anelse forurenet eller vildt ødselt ud.

Hvor indstillingen findes

I Bambu Studio åbner du et projekt i Prepare-fanen og kigger på filamentlisten i venstre panel. Ved siden af den sidder knappen “Flushing volumes”, der åbner matrix-dialogen: et gitter af fra/til-værdier i mm³, en Recalculate-handling, der udleder værdier ud fra filamentfarverne, og feltet til den globale multiplikator. OrcaSlicer har arvet samme system — flushing volumes-knappen ligger ved siden af filamentvalget i Prepare-panelet og åbner en tilsvarende dialog med matrix plus multiplikator. I begge slicere gemmes værdierne med projektet, så en matrix tunet til én farvekombination ikke i det skjulte følger med over i det næste projekt med andre filamenter.

Sådan virker den autoberegnede matrix — og hvor den fejler

Autoberegningen kigger på den farve, du har tildelt hver filamentplads, og vurderer, hvor svær overgangen er: ens farver og lys-til-mørk-par får små værdier, mørk-til-lys-par får store. Som udgangspunkt er den reelt god, og du bør altid trykke recalculate efter at have ændret en filamentfarve i stedet for at redigere en forældet matrix.

Dens blinde vinkel er pigmentstyrke. Algoritmen ser kun RGB-farveprøven, ikke hvor aggressivt det faktiske pigment er. Rød, sort og kraftigt mættet blå klæber til nozzlens vægge langt længere, end deres farveprøve antyder, og hvid, natur og transparent viser forurening langt lettere, end deres farveprøve antyder. Så de par, der kræver manuelle forhøjelser, er forudsigelige: alt → hvid, alt → klar/natur, og rød eller sort → enhver lys farve. Hæv de enkelte celler; straf ikke hele matrixen med en kæmpe multiplikator for to dårlige pars skyld.

Tal der faktisk virker

Autoberegnede celler lander typisk i de lave til midterste hundreder mm³. Fornuftige arbejdsintervaller, når du begynder at tune:

Afvejningen er kontant: hver mm³, du flusher, er filament i affaldsspanden (“poop”-bunken bag en Bambu-printer), og hver mm³, du sparer, er en risiko for mudret farve de første centimeter efter et skift. Tun mod de mindste værdier, der stadig giver rene overgange på dine filamenter — pigmentmængden varierer mellem mærker, så en matrix, der er ren med det ene mærkes sort, kan give striber med et andets.

Indstillinger der spiller sammen med flushing

• Prime tower. Tårnet findes for at stabilisere trykket efter et skift; en del af flushen kan sendes ind i det. Et bredere tårn giver mere purge-plads pr. lag — ser overgangene kun beskidte ud på korte lag, så gør tårnet bredere, før du hæver matrixen.
• Flush into objects' infill / flush into objects. De muligheder genbruger purge-materiale i tynd infill eller hele offerobjekter i stedet for affaldsslisken. Sikkert, når infillen er helt skjult, materialerne er kompatible (samme polymer, lignende temperaturer), og objektet ikke er lyst eller transparent — forurenet infill skinner lige igennem tynde lyse vægge og klare dele. Slå det aldrig til for en hvid eller klar model.
• Filament change G-code. Maskinens skiftesekvens udfører sin egen ramming og afskæring, før matrix-flushen kører, så matrixen er ekstra purging oveni. Har du tilpasset change G-code, så husk, at de to purger sammen — tæl ikke dobbelt.
• Printrækkefølge. Hvor du styrer farvetildelingen, så læg skiftene lys → mørk inden for et lag, når det er muligt. Et lag, der går hvid → gul → rød → sort, flusher en brøkdel af, hvad den omvendte rækkefølge koster.

Materialeforbehold

Flushing forudsætter, at de to filamenter smelter og flyder ens. At blande TPU med PETG (eller andre kemisk uens par) i ét print er risikabelt uanset flush-størrelse — rester af det ene kan svække eller blokere det andet, og derfor behandler vi multi-materiale-TPU som sit eget emne i guiden til TPU på AMS. Og fugtigt filament purger dårligt: fugt skummer smelten op og efterlader bobler af gammel farve hængende i nozzlen, så overgangene forbliver beskidte ved mængder, der før var fine. Kræver en gennemprøvet matrix pludselig 50% mere, så tør filamentet, før du rører tallene.

Start her: tuning-stigen

1. Tildel præcise farver til alle pladser, og tryk recalculate. Auto-matrixen er kun så god som de farveprøver, den får.
2. Print én gang med standardværdier, og notér hvilke konkrete overgange der ser beskidte ud — næsten altid mørk → lys-par.
3. Hæv kun de beskidte celler mod 500–800 mm³ (mørk → lys), og sænk rene lys → mørk-celler mod 100–200 mm³.
4. Brug kun multiplikatoren (1.2–2.0), når alt smitter af — fx efter et skift til et kraftigt pigmenteret mærke — og sæt den tilbage til 1.0, når værdierne pr. par er på plads.
5. Genindvind spild til sidst: når farverne er rene, så slå flush into infill til på mørke, uigennemsigtige objekter i samme materiale for at hente filament hjem igen.

Fejlfinding: fra symptom til indstilling